VisitMiddelfart

Keramikruten

Keramiske sten er som små, bitte, glaserede turistguides, sat ind i brostenene for at lede dig. Det sindrige, æstetiske system, kaldet Clayfinding, leder dig 2,3 kilometer gennem byen, langs vandet og forbi 21 smukke skulpturer i ler.

To Middelfartkrukker set ved hovedindgangen til Clay Keramikmuseum
Foto: VisitMiddelfart

Keramikruten vokser

Siden 2019 har ruten forbundet CLAY med havnefronten. Nu strækker nye krukker sig ud i byen – til de steder, hvor Middelfart er i bevægelse: lommeparker der spirer frem, byggegrunde hvor fremtiden endnu kun er tegninger, bygninger der for nyligt fandt sin form. De er mobile og flytter sig i takt med byen.

Middelfartkrukken er skabt af keramiker og skulptør Per Ahlmann på Tommerup Keramiske Værksted. Hver krukke bærer sin egen glasur og en indgraveret sætning, skrevet af Ahlmann selv. Ord, der skaber en lille pause midt i hverdagen.

Gå på opdagelse efter Middelfartkrukkerne og opdag en by i bevægelse.

Gå Keramikruten med kunsten i ørerne

Ruten forbinder CLAY Keramikmuseum med havnefronten, den gamle bydel og gågaden. Peter Brandes' syv ton tunge Isak Vasen, Matt Wedels Flower Tree, Betty Engholms Livsnyderne er keramik i kæmpe skala med naturen som bagtæppe.

Ved hver skulptur kan du scanne en QR-kode og få keramiker Peder Rasmussens stemme med dig rundt. Den beretter om kunstneren, værket og teknikken bag værket.

 

blå keramikflise som vejviser for keramikruten i Middelfart
Foto: VisitMiddelfart

Lad fliserne føre dig vej

De blå, grønne og gulfarvede fliser – udviklet af arkitekt Michael Finke og fremstillet på Tommerup Keramiske Værksted – er udgør rygraden i Clayfinding-systemet. Ruten fører dig forbi Gl. Havn, Middelfart Kirke, Kulturøen og Nytorv, og er gratis og tilgængelig hele døgnet. 

Undervejs passerer du også CLAY Skulpturpark, der ligger ned til Lillebælt og Kongebroskoven. Her er 17 af værkerne placeret udendørs i samspil med naturen. Keramikruten er en del af Middelfarts vision om at gøre keramisk kunst tilgængelig for alle.