©  Foto:

Dykkersted - Lyngsodde

"Danish California" - store områder med opretstående palmetang. Mindre væg med huler som gemmer på bl.a. buskhoveder, tangspræl og andre hulelevende fisk. Chance for at opleve den store torsk.

Fakta

Kørevejledning: Fra E 20 tag afkørsel 59 og drej til højre ad Snoghøj Landevej. Derefter til venstre ad Vesterballevej som går over i Lyngsoddevej. For enden af Lyngsoddevej kommer du ned til en p-pladsen.

Geokoordinater:
Longtitude: 9.7409515321
Latitude: 55.519301841

Google Earth koordinater:
Latitude: 55°31'9.06"N
Longtitude: 9°44'28.27"Ø

I og op af vandet: Man kan gå i og op af vandet udfor p pladsen, men start dykket under broen.
Highlights: Opretstående palmetang og det meget varieret dyreliv – særligt i vintermånederne
Luftpåfyldning: Der er mulighed for at fylde luft på ved Hindsgavl Camping i Middelfart (helårsåbnet) indenfor deres åbningstider: Hindsgavl Camping. Alternativt kan man spørge hos den lokale dykkerklub i Middelfart: 3311 1323
Bedste årstid: hele året
Farlige områder: Undgå at komme ud i bæltet og sørg for tydelig markering med A-flag. Sejlads tæt på land forekommer hele året.
Dybde: 0- 30 m.
Strøm: Pas på ikke at komme for langt ud i bæltet. Strømmen kan være stærk.
Sværhedsgrad (1-5): 3-4
Tilladelser: Ingen
Faciliteter: p-plads og toilet
Fotomuligheder: Både vidvinkel og makro

Lyngsodde

Når man står under Den Nye Lillebæltsbro og er på vej i vandet kan man godt glæde sig. For dette er et rigtig godt dyk. Dykket kaldes af lokale dykkere for Danish California på grund af det store område med opretstående palmetang.

Man starter dykket øst for p-pladsen, inde under broen og straks åbner det store palmetangbælte sig. Man holder en ret kurs ud i bæltet mod bropillen og efter en del svømning, hvor det skråner ned til 7 meter, når man til en væg som er et par meter høj. Denne er flot begroet, og i bunden af den kan man finde del mindre og større huler.

Her gemmer buskhoveder, tangspræl og andre hulelevende fisk sig – også den store torsk. Svøm til højre langs væggen og følge denne indtil den flader ud. Herfra svømmer man ud i bæltet igen og er sigten rimelig, kan man allerede nu se de tre søjler. De er så vidt vides, rester fra byggeriet af broen og står på 14 til 16 meter. Det er flotte vidvinkel motiver når sigten er til det.

Efter en runde om søjlerne, kan man fortsætte længere ud i bæltet på en skrå kurs mod syd. Her møder man på 22 meters dybde den lyse lerbund som ligner en stor schweizerost med dens mange huller. Her er der ofte en del skrubber. Væggen dukker op igen når man svømmer ind mod kysten. På denne strækning kan man observere lagdelingen mellem det lys og det mørke ler. Er man heldige møder man, på ca. 12 meters dybde, resterne af et stort net samt noget der ligner en pram. Her er der gode chancer for at se store torsk.

Længere inde kommer man igen over store bælter med sukkertang og palmetang. Foretager man dykket om vinteren, er der mange nøgengællesnegle. De findes her i store antal i de allerkoldeste måneder. De trækker ind på det lavere vand for at formere sig og æde polypper. De fleste af de arter som lever i danske farvande kan man møder her.

Bunden er meget varieret og omkring de mange store brunalger er der mange gemmesteder for mindre fisk som tangspræl, hundestejler og kutlinger. Længere ude i bæltet finder man enkelte lidt større sten, som er flot begroede med forskellige røde tangarter, sø nelliker og brødkrummesvampe. På bunden og på stenene herude, finder man også søanemoner i store størrelser.

Det er tydeligt, at dette er et af de mest strømfyldte steder i Snævringen, da størrelsen på de filtrende dyr er rigtig stor og ikke mindst de store brunalger bliver kæmpe store her. Alle de dyr som er tilknyttet livet på et stenrev findes her. Både de små og de store. Den store variation i dybden og bundforholdende samt dyrelivet er lokalitetens store kvalitet.

Det er et af de allerbedste steder i Snævringen.