©  Foto:

Visens Skib i Middelfart Gl. Havn

Visens Skib spiller op til dansk sangglæde på Gl. havn i Middelfart

Velkommen til ægte dansk folkefest!
Oplev nærvær, hygge og stemning i den blå time, når besætningen på Visens Skib indgår i svingende modspil og samspil med hinanden og ikke mindst med tilhørerne, som synger og klapper med på velkendte sange og omkvæd. Medbring evt. noget at sidde på, paraply og tæpper.
Sommertogtet med Visens Skib er det morsomst tænkelige og samtidig mest overbevisende kulturfremstød for dansk sangglæde. Besætningen på Visens Skib sejler hver dag under sommertogtet til en ny havn for at underholde gratis med danske sange og viser som en protestaktion mod mediernes mangel på kulturpolitisk ansvar for god dansksproget sangpoesi og de sangskrivere, som forsøger at leve af eller nærmere overleve at skrive sange på dansk.
God sangpoesi på dansk; veldrejede tekster med indhold og kant, der fremføres med engagement og indlevelse, forsvinder mere og mere fra kulturevents og fra mediernes programflader til fordel for indholdsløs masseproduceret engelsksproget pop og rock. Hermed forsvinder incitamentet for de mere talentfulde sangskrivere til at bruge vores eget sprog ‐ og det er nu en gang mest autentisk at udtrykke sig på det sprog, man selv tænker og drømmer på.
Visens Skib er organiseret som en frivillig forening, der har til formål at fremme kærligheden til og brugen af vores fælles danske og folkelige vise‐ og sangskat. Niels Skouby alias Kaptain Høiben, som ejer SY Ellinor af Ebeltoft, tog i 2000 initiativ til den sejlende viseturné. Båden Ellinor af Ebeltoft stilles gratis til rådighed af Niels og ingen af de vekslende dygtige amatører, semiprofessionelle eller professionelle solister og musikere ombord profiterer af koncerterne.

Tilhørere kan medbringe stole eller lignende, tæpper, hvis det bliver køligt, paraplyer, hvis det regner og drikkevarer, hvis de bliver tørstige - og ikke mindst godt humør og sangglæde.

Med venlig hilsen
Søfartsstyrelsen og MegaM/Kokken på Visens Skib / Leni petersen