©  Foto:

CLAY - Keramik på kanten af Lillebælt

Nordens største samling af det smukkeste, mest unikke keramiske kunst og porcelæn.

CLAY Keramikmuseum Danmark er et førende Keramikmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design i Europa.
Her forenes tradition og fornyelse både i museets samlinger, i arkitekturen og i udstillingerne. Du kan opleve alt fra særudstillinger med eksperimenterende samtidskeramik til den historiske udstilling af porcelæn, fajance og stentøj i museets Skatkammer. Med sin placering på kanten af Lillebælt er CLAY et af landets smukkest beliggende museer. Udsigten over Lillebælt og de to broer er nærværende fra både museets skulpturpark og fra de store panoramavinduer i museets nye tilbygning.

Museet åbnede i 1994 i den gamle herskabsvilla, Grimmerhus, hvor der i det meste af 1900-tallet havde været pensionat. Gæstfriheden og den særlige stemning af ro i smukke omgivelser, som gæsterne dengang kom til Middelfart for at opleve, er stadig en del af den særlige CLAY-stemning.

I de store underjordiske sale finder du skiftende udstillinger og Skatkammeret, hvor der vises et uddrag af den omfattende Royal Copenhagen Samling. Her kan du følge Danmarks stolte tradition for keramisk design gennem 235 år og opleve det musselmalede i mange variationer, det overdådige Hejrestel, Flora Danica, figuriner og stentøjsfigurer fra de tre hæderkronede danske fabrikker: Den kgl. Porcelainsfabrik, Aluminia og Bing & Grøndahl.

Der er mulighed for at nyde kaffe og kage eller en frokost i den hyggelige Café CLAY, hvorfra du også kan fortabe dig i udsigten ud over haven med de smukke skulpturer og vandet, hvor man kan være heldig at se marsvinene boltre sig.

Cafeen findes i pavillonen, en moderne bygning i parken, med udsigt direkte over vandet. Reception og museumsbutik findes i den gamle herskabsvilla.

For priser og åbningstider - klik her