
Fønsskovhalvøen - Havørred Hotspot nr. 103
Fønsskov-halvøen er et ni kilometer langt kyststræk med gode chancer for havørred. Perfekt til grupper, der vil dække meget vand og øge fangstmulighederne.
Sydsiden af halvøen Fønsskov har god bund og byder på et ni kilometer langt fiskestræk. Det er langt - og derfor et oplagt valg, hvis I er flere af sted. Når flere havørredfiskere er på tur sammen, er det generelt en dårlig strategi at stille sig tæt sammen og fiske det samme vand af på skift. Aftal hellere en fordeling af kyststrækket. For eksempel kan I aftale, at nogle starter ved P-pladsen ved Føns, mens et par stykker går et kvarter langs kysten, og de sidste fortsætter en halv times gang, før de begynder at fiske. På den måde får I afdækket en lang strækning - og det giver større chance for at finde fisk. En sms-kæde kan så efterfølgende samle jer igen, hvis et særligt hot område bliver fundet. Bedste vindretning: NV - Ø.