©  Foto:

Tour De Vestfyn rute 52,5 km

Cykelforslag Tour de Vestfyn 52,5 km.

Turen, der bruges til det årlige traditionsrige Tour de Vestfyn cykelbegivenhed, er på 52,5 km., og er velegnet til alle, der kan lide lidt længere ture.

Turen starter i Middelfart ved KulturØen, og kan så køre mod syd, forbi Middelfart Marina, ned forbi Skrillinge Strand, og videre mod Kauslunde. Derefter fortsættes der mod Gamborg og Ronæs, forbi Fønscang Sø og videre til Føns, hvor der drejes mod nordøst og vi kørere nu mod Nørre Aaby, passerer motorvej E20 og når Asperup. Herfra mod Båring Sommerland og så langs kysten ved Båring Vig mod Røjle Klint, Strib og ad Strandvejen mod Middelfart og KulturØen.

Har du lyst til pausestop undervejs, kan der købes en is ved Middelfart Marina, og forskellige vandsport aktiviteter kan afprøves, såsom Stand-Up Paddle og Sit-on-top Kajak.

Du passerer gennem mange små idylliske landsbyer og byer, samt smukke naturområder, og kan opleve et fantastisk natursceneri ved Røjle Klint. Se mod Fredericia ved Strib Fyr, og besøg Strib Automobilmuseum med de mange flotte gamle biler og motorcykler.

Tag gerne en picnickurv eller madpakke med og pak også gerne badetøjet, da du vil passere mange gode badestrande undervejs, bl.a. den lavvandede børnevenlige Vejlby Fed Strand. Har du ikke fået cyklen med på ferie, kan du leje en god cykel ved VisitMiddelfart eller Middelfart Marina Café og Grill.

Under "Links" i bunden af siden finder du et link til ruten i Naviki. Her kan du oprette dig som bruger, hvorefter du kan gå ind på ruten og gemme den under ”mine ruter”. Derefter kan du downloade Naviki appen og åbne op og finde rute under ”mine ruter” for at køre efter ruten.