©  Foto:

Strib Nordstrand Shelterplads

Shelterpladsen på det offentlige areal ved Strib Nordstrand er beliggende helt ud til Lillebælt.

Antal shelters: 2
Maks. antal personer pr. shelter: 5

Shelterpladsen ved Strib Nordstrand indgår i shelterkonceptet Blå Støttepunkter hvor du kan overnatte i nye moderne sheltere hele vejen rundt om Fyn.

Shelterpladsen på det offentlige areal ved Strib Nordstrand er beliggende helt ud til Lillebælt. Dagligt kommer store skibe tæt forbi kysten og fra stranden kan man se til Fredericias aktive industrihavn. Et stykke af stranden er Blå Flag strand og det anbefales kun at bade på denne del, da der er stærk strøm i området uden for den afmærkede strand. Fra pladsen kan du være heldig at opleve både marsvin og sæler i det strømfyldte Lillebælt.

Ved siden af shelterpladsen er en stor bålhytte med bålplads, grillrist (kommer i løbet af juni) og borde-bænkesæt. Tæt på shelterpladsen findes en stor offentlig parkeringsplads med affaldssortering, drikkevand og toiletbygning med helårsåbent handicaptoilet.

Ved Strib Nordstrand findes resterne af Strib Nordenbro, som indtil 1979 fungerede som færgested for transport af passagerer til Fredericia. I dag er molen ombygget til et mindesmærke om krigen om Slesvig-Holsten i 1848-1850.

På pynten vest for Strib Nordstrand rejser det 21 m høje hvidkalkede Strib Fyr fra år 1900.

Der er rigtig gode muligheder for at komme til pladsen sejlende i kajak og det er muligt at lægge kajakkerne helt op ved siden af shelterpladsen. Hvis man kommer sejlende skal man være særlig opmærksom på de meget stærke strømforhold i denne del af Lillebælt.

Vær opmærksom på at det er en bynær shelterplads og vis særligt hensyn til de fastboende naboer.

Læs mere her: Information og kapacitet

Book denne shelter